Gruppe 15, 18 og 12 er alle meget tilfredse med emneugen indtil videre. Jeg var rundt og spørge grupperne ind til forløbet, og de havde alle en masse godt at sige:
Grupperne var især glade for strikke dagen, hvor de følte, at de var kommet tættere på hinanden på tværs af klasserne. Især William fra 10.a synes, at det var fedt at lære håndarbejdet.
“Jeg synes, det har været en meget hyggelig og positiv stemning på hele skolen de seneste par dage” Mener Aldo fra gruppe 12
Weronika fra gruppe 15 synes dog, at stemningen har været lidt stressende. “Det har været lidt stressende her på 3. sal, men det betyder jo også bare, at folk har haft noget at lave.” udtaler hun.
Jeg spurgte hvad grupperne følte, de havde fået mest ud af under fase ugen.
“Jeg synes, at det var fedt at lære en rigtig godt sang” udtaler Jonas fra gruppe 15
“Jeg synes, det var fedt at lære hinanden at kende på tværs af klasserne,” synes Asger fra gruppe 18.
Gruppe 12 synes, at de havde fået en del ud af foredraget fra Røde kors og FANT.
Alle grupperne er også rigtig glade for at blive delt op på tværs af klasserne, og de synes alle, at de har kunne arbejde godt sammen.
Gruppe 18 fortalte også om, at de synes at opgaven, der var stillet, var rigtig god og nem at gå til. Gruppe 15 og 12 synes dog, at der var lidt forvirring om det færdige produkt.
Grupperne var blevet stillet den opgave, at de skulle lave deres egen hjælpeorganisation, de synes kan bidrage til et bedre samfund. Derefter fik de et budget 100.000 de kunne bruge. Da opgaven var stillet fik grupperne ret frie rammer, og de kunne bruge pengene på det, de synes var vigtigt for at få deres projekt til at fungere.
Alle grupperne var enige om, at de var kommet tættere på hjælpeorganitationerne verden over. De synes alle, at det var spænende at lære om hvad de diverse hjælpeorganitationer udfører.
Skov fra gruppe 15 udtalte til slut, at hun elsker emneuger rigtig meget, fordi hun synes, at det var fedt at komme lidt væk fra tavlen og lære sine skolekammerater bedre at kende.
Aritkel og billede af Selma Kann Christensen