Skole: Et ord mange nok forbinder med lærdom gennem tavleundervisning, pythagoras læresætning og forsøg indenfor den biologiske og kemiske verden. Det samme forbinder jeg det med. Ny forskning om læring, læsemetoder og nye prøvereformer udkommer med en hurtigere hastighed, end vi selv indtager vores læring. Forskningens svar på de nye metoders virkning og betydning for vores læring er selvfølgelig noget, vi retter vores skoleundervisning efter. Er tavleundervisning, teori og pythagoras læresætning, alt vi skal fyldes op med og bruge tid på?
Jeg mener personligt, at situationen i vores verden og kultur er mindst lige så vigtigt at sætte fokus på. Vi lever i en verden, hvor der på den anden side af vores jordklode er krig, splid og fattigdom. Nyhederne rapporterer aften efter aften, hvordan situationen står til og det nye tal på dræbte, flygtninge og ødelagte bygninger. Alligevel forekommer det os fjernt. Vi har i skolen et pensum, vi skal nå og følge. I det pensum er der prioriteret højt på det matematiske, sproglige og biologiske. Jeg er så heldig at være placeret i en privatskole, hvor vi tager verden udefra med os ind. Vi er ikke bange for at sætte tid af til at sætte os ind i den situation, vi nærmest selv står i. Situationen i verden, bliver pludselig en del af pensum og prioriteret højere.
I den kultur vi står over for i dag, er det med at hjælpe noget, der blot er i horisonten og ikke i vores hænder. Folk river det væk, fordi noget siger dem, at de jo alligevel ikke kan redde den største del af det. Når det så er sagt, er der også en del, der enten er medlem af en hjælpeorganisation eller har det som fuldtidsjob. Ordet at hjælpe er et tungt ord for mange, og det bliver tit overdrevet. Der er ikke én rigtig måde at hjælpe på, og alle måder er lige gode og effektive. Jeg tænker det som et relativt stort og spredende problem. For hvis indstillingen bliver, at “man jo alligevel ikke kan gøre noget ved størstedelen”, er der til sidst ikke meget hjælp at hente.
Vi udvikler os parallelt med verden. Nogle steder desværre bedre end andre. For få af os er det “bare” problemer i verden, som nok skal løse sig. Den holdning tror jeg personligt skyldes, at vi i Vesten står os selv nærmest. Eller det ses ofte, og det kan ofte mærkes. Vi lever selv i et land, hvor problemer opstår og spreder sig. Måske er problemerne bagateller i forhold til situationen ude i verden, men de er der.
Det, der sker på skolen i disse dage, er, at vi i fællesskab skærper vores bevidsthed om flygtningesituationen, som lige nu fylder meget. Udover det, lærer vi at sætte vores hjerne i gang med selv at komme på løsningsforslag for måder at hjælpe på. Vi lærer, at det ikke er en løsning at skubbe det væk og lade hjælpeorganisationerne om det. I stedet donerer vi nemlig penge til Røde Kors, som med deres ressourcer sender pengene ned til dem i nød. Der bliver fokuseret på mange parametre. For selvom de aktive metoder har været et stort fokuspunkt, er vores vinkel på flygtninge, hjemløse og generelt folk i nød blevet sat på prøve. Vi er blevet stillet overfor nogle problemstillinger, som måske for nogle har været en øjenåbner over for vores egen verden, og den hjælp vi kan tilbyde, men ikke udnytter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Hvor vi ville være, hvis alle stod sig selv nærmest.
Frederikke 8.a